Putin GÅr Til Hitler - Рыбаченко Олег Павлович - Страница 4

  Det største med hensyn til befolkning og territorium i menneskehedens historie var måske det britiske imperium med kolonier og herredømme. Men det faldt også ret hurtigt fra hinanden. Og der var også det spanske kolonirige, som smuldrede endnu tidligere.

  Det tsaristiske Rusland, der havde nået sit højdepunkt under Nicholas II's regeringstid, kolliderede med Japan. Og som for at bekræfte det faktum, at der er en anti-imperialistisk styrke, tabte tsartropperne denne krig. Og som om den onde skæbne forfulgte dem. Der var så mange fiaskoer og uheld i den krig, fra start til slut. Så tro ikke bagefter på alle magters skæbne.

  Dengang, i Første Verdenskrig, var det ikke særlig heldigt, og der var et militær, og snarere endda et paladskup. Herefter kom en illegitim midlertidig regering til magten.

  Nå, og så bolsjevikkerne med borgerkrigen. Nå, ja, under Stalin skete der en ny stigning i imperiet, men på bekostning af enorme blodsudgydelser. Og efter lederens død fandt den tyvende kongres og kultens sammenbrud sted. Og USSR begyndte at miste sine positioner allerede under Khrusjtjov.

  Og så tog og afsluttede Gorbatjov det sovjetiske imperium. Desuden kan det ikke siges, at Mikhail Sergeevich gjorde det med vilje. Så blev alle opslugt af perestrojkaens vanvid. Og personligt er Vladimir Putin, selv om han er KGB-officer, forvandlet til en ivrig demokrat. Og han var imod GKChP og glædede sig også over CPSU's sammenbrud. Og han blev Sobchaks højre hånd. Og aktivt støttede Jeltsin. Herunder i oktober 1993. Ja, Sovjetunionens sammenbrud var, men de fleste af befolkningen og især eliten glædede sig!

  Eller i hvert fald havde folket ikke noget imod det, men eliten var rigtig glad. Især i Centralasien, hvor alle udmærket huskede, hvordan KGB forfulgte lokale stormænd i bomuldsbranchen.

  Kort sagt hvilede dengang i den 91 USSR på Bose. Og måske var det kun Vladimir Zhirinovsky, der brokkede sig lidt, sådan for at vise. Eller måske spiller for publikum eller ønsker at skille sig ud.

  Så var der Jeltsins styre. En tid med store muligheder for nogle og afsavn og frygtelige problemer for andre. Jeltsin selv forsøgte ikke engang at lime USSR's imperium, men kun at returnere Tjetjenien under kontrol. Og hvilken voldsom modstand det medførte. Inklusiv indenfor landet. Og selv Gaidars valg af Rusland talte imod det. Samt kommunisterne. Kun Zhirinovsky støttede denne krig. Men måske var det derfor, han underminerede sin egen vurdering og fratog sig selv chancen for at blive den nye russiske zar.

  Zhirinovsky var selvfølgelig en karismatisk leder. Men han manglede hverken mod eller vilje. Især var det ikke nødvendigt at tære på maven så som så, når en betydelig del af folket sulter. Og kost og motion.

  Nå, okay, Zhirinovsky er død. Og kongen mistede sin yndlingsnar. Hvilket var så sjovt og sjovt. Han underholdt og opløftede. Men der var lidt rigtig mening og gavn af det. Tværtimod var Zhirinovsky en for radikal patriot, måske endda en karikatur. Og han så ud til at latterliggøre patriotisme. Nå, ligesom den gode soldat Schweik, var han også en karikatur af Østrig-Ungarns patriot.

  Og det var sjovt, men ret skadeligt for sagen. Men alligevel er kongen ikke rask og keder sig uden en nar. Her er Dmitry Medvedev tydeligvis ikke tiltrukket af denne rolle.

  Vladimir Putin, i Hitlers krop, sukkede tungt. Han var endnu ikke vant til den nye krop, og levede i minder fra fortiden. Og det var tvetydigt, især i de senere år. Men selvfølgelig var Putin en heldig hersker. For eksempel en så sjælden lykkegave som terrorangrebet den 11. september. Dette er i sandhed en stor succes. I stedet for selv at bekæmpe Taleban, blev amerikanerne trukket ind i en massakre, der var unødvendig for USA.

  Dette er for eksempel det samme, hvis Hitler kæmpede i tyve år med Storbritannien og Yankees end angreb USSR. Og Stalin selv kunne i dette tilfælde vælge tidspunktet for, hvornår han skulle slå. Og fald ikke selv under et frygteligt slag.

  Men Hitler var i stand til at forhindre Stalin. Og her er resultatet - tyskerne nær Moskva. Og havde vinteren været mildere og mere tør, så havde vi måske været i selve hovedstaden.

  Ja, Stalin var heldig her. Selvom på den anden side, ja, hvorfor er de mest succesrige herskere, dem der er så grusomme? Her er han Vladimir Putin, selvfølgelig, ikke Stalin. Men måske er det derfor, Ukraine ikke blev givet til ham?

  Hvad kan man sige om Hitler? På den ene side havde han fænomenale succeser, men på den anden side havde han katastrofale fiaskoer. En slags formue lo af Adolf - gav ham selvtillid. Men så forlod hun og indrammede. Og der var så mange ofre og tab på begge sider.

  USSR fik ikke meget ud af sejren i denne krig. Territoriale erhvervelser var små. Desuden gav Stalin en del af Brest-regionen og Bialystok-regionen væk gratis og uden at spørge Polen. Og de fik ikke meget. Det ville være bedre, hvis denne krig ikke eksisterede. Befolkningen i USSR faldt til 170 millioner. Og under tsar-faderen Nicholas II udgjorde det allerede i 1914 180 millioner mennesker. Så tsar-faderen russeren steg, og Stalin tyndede ud.

  Og tyskerne tabte meget under Hitler. Selvom erobringen af Europa og Polen kun kostede tredive tusinde dræbte. Stalin i krigen med Finland mistede 126 tusind, hvilket er meget mere betydningsfuldt. Ja, sådan blev det gallimo.

  Det var godt at komme ind i Stalins krop før Nazitysklands angreb på USSR. Og gør noget. Virkelig, hvad er det helt præcist? Slå dig selv, som Suvorov-Rezun anbefalede? Dette har sine fordele og ulemper.

  Ulempen er især, at de sovjetiske tropper ikke er helt klar til at angribe. Især både nye kampvogne og fly er ikke blevet ordentligt behersket af tropperne. Den gode nyhed er, at tyskerne ikke forventer et forebyggende angreb. Og de kan blive overrasket. Ja, og de sovjetiske tropper var meget større og bedre lært at angribe end at forsvare. Reel praksis har i øvrigt vist, at nazisterne er meget bedre til at angribe end at forsvare.

  For eksempel, hvis nazisterne rykkede storslået frem og ved faldet af toogfyrre erobrede territorium, der kan sammenlignes med to romerske imperier. Så slog de sig hurtigt sammen i forsvaret.

  Når man tæller fra Kursk-bulen, hvor tyskerne sidst forsøgte at indlede en større strategisk offensiv og vende krigens skud ved at gribe initiativet, tog det Stalin kun ni måneder at generobre Ukraine og Krim. Tja, hvis du tæller Galicien med, så kan du tilføje et par mere. Og i alt holdt tyskerne ikke to år efter slaget ved Kursk.